Det selvbiografiske

Et af de temaer, som også er at finde i de seneste års litteratur er temaet om det selvbiografiske. Det har
Claus Christensen og Peter Jensen skrevet en udmærket bog om, som man kan se anmeldt i Gymnasieskolen.

Bogen hedder “Livsværk. Der selvbiografiske i ny dansk litteratur”. Heri opdeler Christensen og Jensen (C-J) deres litterære eksempler i tre grupper (de tekster, jeg nævner stammer fra den periode, der er relevant her): De korte, fragmenterede selvbiografiske tekster (som Blendstrups “Gud taler ud” (2006)), de selvbiografiske romaner (Knud Romer: Den der blinker (2006)) og til sidst de selvbiografiske erindringer (med fx Leth: Det uperfekte menneske (2005)).

C-J ser det selvbiografiske som en generel tendens, som vi kender fra medieoffentligheden i almindelighed med Paradise Hotel eller fx Paris Hilton, hvor liv og værk smelter sammen og hvor skellet mellem de offentlige og det private udviskes, og dermed også skellet mellem fakta og fiktion. De bringer sociologen Erving Goffmanns fremstilling af front stage og back stage og Joshua Meyrowitz’ obligatoriske tillægsteori om the middle region i spil – det kan eleverne sagtens håndtere og det er fin teori, og pædagogisk overskueligt.

C-J bruger også det lange lys, når de nævner, at nykritikken var et opgør med den biografiske læsning (som ellers ligger lige til højrebenet med den nyeste litteratur), og i stedet talte om “det autonome værk” – værket som en selvstændig tekst. Nykritikken spørger, hvad teksten betyder i sig selv i stedet for at reducere værkets betydning til forfatterens hensigt med at skrive den. (Man kan vel her nævne, at vi ser samme bevægelse i det politiske liv, hvor meget politik i disse år reduceres til, at gisne om modstanderens/aktørens motiver til at udtale sig om et politisk emne, fremfor at diskutere det politiske emne).

Med den aktuelle litteratur er nykritikken sat under pres – ikke blot for de selvbiografiske værkers vedkommende, men måske også mere generelt, som en betingelse for det meste nyskrevne litteratur; de fleste forfattere tager godt for sig af hovedstolen. Man kan vel sige, at Brandes’ diktum om, at litteraturen skal sætte problemer til debat sjældnere kan komme i spil.

Explore posts in the same categories: Generelt om perioden

2 kommentarer på “Det selvbiografiske”

  1. karen lund Says:

    Jeg vil ikke indlade mig i en længere diskussion om selvbiografiens forskellige skoler/ udformninger, men blot anbefale udddrag af Per Olov Enquists Et annnat Liv – på svensk forstås. Specielt afsnittene om barndommen i Nordsverige alene med moderen, fornemmelsen af faderen og de hemmeligheder, der skjules om hans liv er meget fine.

    • Stefan Emkjær Says:

      Kære Karen,

      Tak for meldingen. Vi har taget et (langt) klip fra starten af romanen med, men jeg vil lige tale med Sine, der har valgt klippet, og høre, om det passer med dit forslag eller opfordre til, at vi klipper et andet sted også.

      Jeg har skrevet nogle forskellige overvejelser om at bringe tekster navnlig på svensk, fordi mange elever synes, det er svært at læse. Dem kan du se her på Systime.Lab.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: