Generationsmanifestet kan du læse her:

jeg skriver på den lugt der var på toilettet
jeg skriver på at jeg er holdt op med at læse
jeg skriver på min kedsomhed og min dovenskab
jeg skriver på mit selvhad
jeg skriver på at jeg har sneget mig væk fra selskabet
jeg skriver på oksekødet dér og skrivebordet hér
jeg skriver på samtalen dér og enetalen hér
jeg skriver på at jeg snart må tilbage
jeg skriver på mit fund af en eng bag en dør
jeg skriver på mine tømmermænd
jeg skriver på almindeligheden i alt hvad jeg gør og tænker
jeg skriver på mine tanker som kun er mine
jeg skriver på at du ikke er mig
jeg skriver på at jeg ikke er dig

Der er interessante billeder, som digterjeg’ets fund af en eng bag en dør, men i virkeligheden er det svært ikke at sætte lighedstegn mellem Zeuthen – der er afbildet på forsiden sammen med kone og to børn (se omslag på linket til Information her nedenfor) – og digterjeg’et. På den måde har vi set BÅDE at der glimtvis kan være interessante ting hos Zeuthen og generationen, der blev digtere eller ihvertfald udkom i disse år, OG at de samtidig er hovedstolsforfattere, der ikke HELT har forstået det der med Hesselholdt, som jeg har nævnt tidligere.

Kamilla Löfstrøm anmelder i Information “Oliebål” som en “usædvanlig lunken havregrød” – og så synes jeg endda hun er venlig overfor Zeuthen, som hun mener har lavet en digtsamling, der spejler det, den gerne vil sige om generationen, der “fjumser rundt” og altså digter om det bagefter (eller samtidig).

Jeg synes måske bare, at man kan forlange en bedre krumme på det brød eller at forfatterne blot er en krumme bedre.

Jeg læste en anmeldelse af en Shakespeare-biografi med en titel a la “det vidste du ikke om Shakespeare”, der sluttede med at referere forfatterens pointe, at vi gudsketakoglov IKKE ved ret meget om Shakespeare, FORDI det slet ikke er det, litteratur eller kunst handler om, men i stedet, at værket eller kunsten netop er større end dens forfatter/skaber. Det er vel generationsmanifestet i sin kerne:

jeg skriver på at du ikke er mig
jeg skriver på at jeg ikke er dig

Her kan man vel sige, at værket er om ikke lig med så ihvertfald ikke er større end sin forfatter. Det måtte det gerne være for min skyld.

Det er interessant, at forfatterne og deres hovedpersoner er så tætte på hinanden, at det er svært at skrive om udgivelserne uden at sætte lighedstegn mellem dem. Når jeg ovenfor spørger, hvad man kan forestille sig, at Maja Lucas skulle skrive om næste gang, nu når hun har fortalt om singlekvindelivet og dets gifte mandfolk, som hovedpersonen alligevel savner  - en hovedperson, der har svært ved at finde sig til rette indenfor normerne om parforholdet i hvert fald – og hvor hovedpersonens forældres skilsmisse murrer i baggrunden for så at blive genstand for en hel bog i 2008, så har jeg ikke fantasi til meget mere. Men jeg kender jo heller ikke forfatteren (selvom man måske nok synes, at man er godt med).

Lucas leverer til gengæld varen og fortællingen om forældrenes skilsmisse er fortalt, så man fornemmer det splittede barn og bogen går rent ind.

Så  kan vi vel ikke forlange mere?

Spørgsmålet kan endda stilles mere præcist: Er der tale om Litteratur? Det er der for så vidt, at Litteratur kan stå alene: Vi kan læse Lucas og Hagen og Wiinblad om 10 år og blive berørt af det og vi kan finde temaer om 00′ernes (opløste) familieliv, kvinde-singlelivet (ikke mande-singlelivet åbenbart endnu), og om skrøbelige kvinder, hvis liv vi ret hudløst får indblik i. Måske endda forfatterinder, hvis liv vi får indblik i.

Og jeg kan måske også konkludere, at Forfatterskolen (og Lucas lod sig udklække derfra i 2007) lærer værktøjer fra sig til at lade almindelige (men måske nok ret veluddannede) mennesker skrive om deres hovedstol. Der bliver tale om chick-Lit og ikke bare chick-lit?

Skal der mere til?

Det kan man bedømme selv ved fx denne fortælling fra Jeg-fortællinger, som klart er i spil til 5 års litteratur.  Man kan også finde teksteksempler fra “Min far kan lide fugle” her. Jeg har valgt noget andet fordi man kan lave et koncentrat af skilsmissehistorien ved at vælge 6 tekster ud fra bogen.

kineserpik

kineserpis

kinesersnot

kineserskæg

- og den næste tekst er “ordbogsopslag”, der forklarer udtrykkene – fx

kineserpik med det røde
- lille knækpølse med ketchup

osv.

Een af samlingen gode tekster er netop Danskerloven:

Dette er Danskerloven:

3. Du skal ikke tro, at du er dansker,
fordi du er dansk statsborger.

De næste 7 jantelovsbud omskrevet til Danmark efter 2001 kan man læse på Borgens hjemmeside.

Langvad blev – og med god grund – meget rost for denne samling, da den udkom i 2006. Hun selv er elev fra Forfatterskolen (2003) og man ser tydeligt hovedstolsforfatteren, men med den væsentlige pointe, at Langvads “konceptdigte” både har kant og er vedkommende.

Samtidig blander Langvad sig i den politiske litteratur, som Lars Bukdahl har skrevet om for DanskNoter i artiklen Agitproptrækkeri og som DanskNoter i maj-udgaven 2009 har fået andre til at skrive videre om.

Den politiske litteratur eksisterer altså som et spor i perioden, men der er ikke tale om et tungt hjulspor, så vidt jeg kan skønne blandt de 40-50 titler, vi er ved at være igennem til 5 års litteratur.

Jeg har de sidste par dage læst hele to af Lone Munksgaard Nielsens arbejder – dels en supermystisk fremtidsroman i 111 scener “Stregkoder” (2006) og dels endnu en fantastisk digtsamling: Hvem kommer morgengryet til? (2005).

Munksgaard Nielsens poesi er en ren fornøjelse. Jeg kan huske hende haiku-digtsamling fra 2003 og hun efterlader altid een i eftertænksomhed – også selvom eller måske netop fordi hun digter ud fra en række temaer: årstiderne, mørke, (den farlige) flod (og den farlige) måne – se bare her:

Følg ikke efter mig, måne

Gem dig bag din mur af skyer

Følg ikke efter mig, måne

Jeg lader den store klokke ringe
så du ikke tør komme frem
de små klokker
har du ikke respekt for
længere.

Følg ikke efter mig, måne.

Du må leve af noget andet
end os.

Man kunne vælge det meste af samlingen ud eller forfølge nogle af de temaer og figurer, som jeg har anslået her ovenfor. Jeg tror, at vi til 5 års litteratur vælger et repræsentativt antal digte ud, så man på den måde har et overblik over digtsamlingen.

Men HVIS det ikke er for umoderne at foreslå det, så kunne man SAGTENS bruge Munksgaard Nielsens digtsamling som klassesæt. Den LUGTER af god undervisning og det er ikke alle samlinger man kan sige det om. Prøv det – og læs flere fx på sentura – godtnok i en dobbeltanmeldelse af Grotrian og Munksgaard Nielsen. Weekendavisen valgte i øvrigt digtsamlingen til månedens bog, da den udkom, hvis det kunne kvalificere mit forslag?

Og lad mig så lige nævne “Stregkoder” – som er en fremtidsroman, hvor børn fødes som gamlinger og kun lever kort i det overvågningssamfund, der udgør det andet spor i romanen. Romanen skydes i 111 scener og de enkelte scener er korte og aldrig over en side, så bogen fungerer i virkeligheden som en kortprosasamling med ihvertfald tre spor, der knyttes til sidst.

Efter at have læst alt for mange hovedstolsforfattere er “Stregkoder” en fornøjelse at læse. Den er original, spiller på genrebetegnelserne, som det har været tidens krav i 00′erne, og man er mystificeret og er nødt til at læse bogen færdig for at afkode den. Jeg ved ikke, om den holder vand, men den ligner mere Litteratur end flere af de andre nyere ting, jeg har læst.

Weitze har sin helt egen stemme. I forlængelse af mit indlæg her nedenfor om hovedstolsforfattere, så er det en fornøjelse at læse Weitze FORDI man ikke har indtrykket af, at hun skal opleve ting for at skrive om dem. Hun minder om folkeviserne forklædt som det 21. århundrede: man bliver draget ind i hendes univers og jeg ville være klar til at hoppe på de fleste af novellerne i samlingen.

I denne sammenhæng kunne det være novellen “Museumsbarn” som kunne bruges.

Og så håber jeg, at hun snart er færdig med sin roman, som hun arbejder på. Jeg hører fra mange, at Weitze er fantastisk at undervise efter – faktisk så sent som på et møde i juli med en historiemand, der også var dansklærer. Lad os høre mere fra hende snart!

Man kan se mere om Weitze på udgivelsen “Forfatterskaber” på Systime. Jeg kan godtnok ikke ligenu få videoerne til at virke, men det kommer de til, når jeg kommer tilbage fra sommerferie.

Christina Hesselholdt var uenig, skrev Hovedstolen og beviste, at man kunne skrive Litteratur på hovedstolen.

Læser man millenium-forfatterne, som man kunne kalde de forfattere, der debuterer i 00′erne, så har mange af dem taget Hesselholdt mere alvorligt end Højholt. Til gengæld er Hesselholdts konklusion skredet fra, at man skam kan skrive Litteratur på hovedstolen til – hvis man må spidsformulere det en smule – at hvis der skrives på hovedstolen skal det nok blive Litteratur.

Man kan ihvertfald identificere en gruppe af “hovedstolsforfattere”, som skriver ganske tæt på hovedstolen og lidt for lidt Litteratur, og deres værker bliver derfor ret uinteressant læsning.

Tag fx Thielke: Faderskabsdigte: I er ikke kommet hjem endnu./Og alting er ikke engang/et døgn siden.// Barnevognen/ er parat./Liften, puslebordet, tøjet, de små ergonomiske sutter, alt.//…” Ikke RIGTIG godt, vel?
Mette Thomsen – Vindæg: “Der står de/stivnede mødre med klapvogne/ på fortovene/endnu med åbne munde/ de var i færd med at irettesætte/ og børn rækker stadig armen/ ud fra kalechen/”. Hmmmm…
Peter Christensen Teilmanns titel er sådan set galt nok “Friværdi” og skriver sig næsten ind i Sonnergaard “Radiator” på den led, at hvis man kan lave god litteratur på en radiator kan man nok også på friværdi, som har været i så manges munde de senere år. Det blev det så ikke godt af alligevel.
Rasmus Nikolajsen har skrevet en mindst lisså uinteressant rejseroman : “i Athen”, hvor det litterære plot er at lave et “realityremix” af H.C. Andersens Athen-rejse og så kan man bagest læse, at bogen består af lisså mange tegn som HCA dagbog. Jamen, så skal det nok blive godt da. På side 13 skriver “forfatterpersonen” (det udtryk lærte jeg på dansk i sin tid, så vi ikke sådan kom til at blande forfatteren og forfatterpersonen sammen…) at: Du er velkommen til at læse bekendelser, udfald, betragtninger, anekdoter og rejseoplevelser som mine egne, autentiske ytringer, oplevelser og så videre, det er de på sin vis alle, omend mange af dem er opdigtede elle stjålet fra allerede eksisterende litteratur, men du er også velkommen til at læse bogen som én stor konstruktion. Jow, tak for det, men hvad har Nikolajsen på hjerte?
- er der noget, jeg ikke har fået med?

Min pointe er, at af 12 hovedsageligt digtsamlinger til sommerhuset er halvdelen skrevet tæt op af en hovedstol, og dette fænomen er et tidstræk, men det gør jo ikke bøgerne interessante at læse.

Bogen henter sin titel: “Ofte stillede spørgsmål” fra websidefunktionen FAQ – Frequently asked questions. I Frostholms oversættelse af denne fremmede forkortelse, som vi alligevel har vænnet os til at støde på på nettet, genkender man forfatterens styring af de saksede tekster: Det er ikke hans ord, men i udvælgelsen og sammenstillingen af ordene bliver det forfatterens tekst.

Konceptøvelsen/samlingen lykkes med at mime internettet og de sociale mediers overfladiske tilgange til centrale eksistentielle spørgsmål om identitet, tvivl, ensomhed, usikkerhed og længsel.

Et godt bud på uddrag kan man finde på bogens hjemmeside hos afsnitp.

Ejler er også med i bogens figurdigt og der er billede af ham på bagsiden af bogen – så der er et menneske, der ser sådan ud – og Adolphsen spiller her med på Claus Beck-Nielsen-skikkelsen, eller på Lars von Triers “Direktøren for det hele” (2006), hvor direktøren ansætter en skuespiller til at fyre hele virksomheden fordi han ikke selv magter fyringsrunden.

Billeddigtet "Ejler"

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan det hænger sammen med Poul Behrendts idéer om dobbeltkontrakten, som jeg har diskuteret med den samme kollega, som jeg lånte bogen af.

Dobbeltkontrakten består vel dels af, at en forfatter til det ene medie angiver, at der er tale om fiktion og til det andet medie siger, at der er noget om snakken. Peter Høeg var det klassiske eksempel. Kritikere af Tariq Ramadan, som jo ellers ikke har noget med dette at gøre, angiver, at han har det samme problem i forholdet mellem hvad han siger i vestlige medier og hvad han siger i arabiske medier. Men dobbeltkontrakten har vel også noget med “virkeligheden” at gøre – og her spiller Adolphsen vel på, at Ejler både eksisterer og ikke eksisterer. Man kan vel sige, at Behrendts eksempler alle rækker bagud, mens Ejler er her netop nu og som sådan har mere karakter af happening.

Der er gode klip fra Katalognien – klip, der er velegnede til undervisningen, hvis man skal have styr på verseformer eller synge med på ” i en kælder sort som kul” (lejlighedsdigt) der, hvor forfatter(en/-ne) glæder sig over, at læseren er med SÅ langt.

Det klip, jeg har valgt ud, er et uddrag fra en pastiche over Inger Christensens “Sommerfugledalen”. Se det her.
Det er det eneste digt, som Thomas Bredsdorff i sin sure anmeldelse i Politiken, kan rose. Han må være for gammel til ny litteratur, denne Bredsdorff?

Sidst, men ikke mindst, så kan jeg faktisk ikke finde Ejler Nyhavn på Facebook. Det ville være stort at have ham med i min gruppe “Litteratur – 2005-2009″, så hans profil er tilsyneladende slettet, selvom jeg også har hørt fra en dansklærer, der brugte Ejlers profil i sin undervisning.

Det fortæller hun om hos Mikael Bertelsen i “Den 11. time” og Jannick er også med og spiller musik til sidst. Hvis linket her er for tungt at afspille på din maskine, så tast i stedet Christel Wiinblad i youtube.com, hvor klippet kan ses i tre dele. Det er meget bevægende tv.

Siden lykkedes det Jannick at begå selvmord. Du kan læse Christels afskedsessay til sin bror her.

Jeg har valgt et digt fra bogen, som du kan se her.

Bogen blev også debatteret på Informations blog: Luftskibet. På selve bloggen bitcher Tue Andersen Nexø over Mikkel Bruun Zangenbergs anmeldelse i Politiken, hvor Zangenberg nævner Foss og Johannes V. Jensens i samme sætning. Også det må Foss være glad for. Tue Andersen Nexø kategoriserer “Stormen i 99″ som eksempel på et tidstræk: den mikropolitiske kritik af nutidens Danmark, som han genfinder i meget af tidens litteratur. I så fald ville man kategorisere romanen blandt fx Kirsten Hammanns “En dråbe i havet”. Man kunne ligeså vel hævde, at bogen har et tema om familien gennem hovedpersonens lidt halvhjertede tilknytning til sin kæreste – og alting andet.

Det klip, jeg har valgt (og det kunne være 17 andre steder fra, for bogen er meget velegnet at sakse i) viser en scene, hvor bogens hovedperson Anton deltager i en konfirmation i kæresten Nannas familie. Klippet viser Foss’ sans for dialogen og det helt nære og det er her, Foss glimter klarest med sin beskrivelse af en grotesk situation, hvor humoren er i spil og sproget velegnet til stilistisk analyse.

Jeg er ikke vild med Foss. Der er for mange personer, der er karakteriseret for løst og han tager formentlig lidt vel for sig af hovedstolen om man så må sige. Jeg savner, at han vil noget med sin tekst – jow-jow, man kan sige, at bogen giver et mikropolitisk og kritisk portræt af Danmark, men det er ikke Foss’ ærinde, men hans scene. Hans styrke ligger i situationskomikken og den sproglige sikkerhed, han viser disse situationer frem med, men man kan som læser efter den underholdning, det giver, stille spørgsmålet: “Og hvad så?”.

Det bedste bud på et svar her er Trine Munch-Mikkelsens anmeldelse på boganmeldelse.com hvor hun identificerer fortællerstemmen (som een af smagsdommerne fik forvekslet med Foss selv) og at bogens hovedtema er skam: kokkens skam over sin utæmmelige lyst, Nannas skam over at have vist drengene sin kusse for en femmer i folkeskolen, Katjas skam over at have levet i et voldeligt forhold med Lasse, men især Antons skam. Skammen over at være flov over sin buttede kæreste. Hans skam, da han som barn hugger halen af skolens ørkenrotte. Er han et dårligt menneske? Hans skam, da han går i seng med sin bedste vens teenagelillesøster uden kondom, selvom han er bange for at være hiv-smittet. Og selvom han er kæreste med Nanna.
Læs klippet her: Kristian Bang Foss: uddrag fra “Stormen i 99″