Generationsmanifest

Nikolaj Zeuthens digtsamling/textsamling “Oliebål” leverer et digt, som man sagtens kunne argumentere for er et generationsmanifest. Det er jo ikke så ringe – bortset fra, at man måske samtidig kommer til sige alt for meget om, hvad generationen skriver om.

Jegfortællinger

Maja Lucas’ debut Jegfortællinger (2007) har en ung kvinde som centrum for sine fortællinger – en ung kvinde, som formentlig minder ret meget om virkelighedens Maja Lucas. Fortællingerne kryber under huden på een og det gør de også i hendes næste bog: Min far kan lide fugle (2008), der er een (men så til gengæld en fragmenteret) fortælling – dennegang med en skilsmisse/forældrenes skilsmisse som omdrejningspunkt. Man kan spørge sig selv, hvad hendes næste bog næsten kan handle om?

Danskerloven

Maja Lee Langvad har lavet en fænomenal digt- og prosasamling der hedder: Find Holger Danske (2006). Langvad er adoptivbarn og eet af sporene i samlingen har klar kant til den udlændingepolitik, der er ført i Danmark under VK-regeringerne siden 2001. For den politik kan man komme i klemme i, selvom man er pæredansk adoptivbarn.

Som barn slugte hun/ et stykke af himmelen.

De tror/det er derfor/hun er stum/men hun nænner ikke/at miste/en lille blå sky/hver gang hun taler/…

Jeg har de sidste par dage læst hele to af Lone Munksgaard Nielsens arbejder – dels en supermystisk fremtidsroman i 111 scener “Stregkoder” (2006) og dels endnu en fantastisk digtsamling: Hvem kommer morgengryet til? (2005).

Weitze – uden hovedstol

Charlotte Weitze er fantastisk. Simpelthen. Jeg læste til den sidste udgave af 5 års litteratur den supermærkelige Fandekke, som det var umuligt at lave et uddrag fra uden at skulle forklare alt for meget – så den kom ikke med. Men nu har jeg læst  Mørkets egne (2005).

Hovedstols-forfattere

Good old Per Højholt er kendt for at have sagt, at man som forfatter ikke skulle tære på hovedstolen – forstået som egne erfaringer eller noget i den stil. Hovedstolen kunne ikke skabe god Litteratur.

Christina Hesselholdt var uenig, skrev Hovedstolen og beviste, at man kunne skrive Litteratur på hovedstolen.

Læser man millenium-forfatterne, som man kunne kalde de forfattere, der debuterer i 00′erne, så har mange af dem taget Hesselholdt mere alvorligt end Højholt. Til gengæld er Hesselholdts konklusion skredet fra, at man skam kan skrive Litteratur på hovedstolen til – hvis man må spidsformulere det en smule – at hvis der skrives på hovedstolen skal det nok blive Litteratur.

“Google-poesi”

Christian Yde Frostholms sidste bog “Ofte stillede spørgsmål” ligner en digtsamling, men er formentlig løsrevne tekstdele, der er hentet på nettet fra sociale websteder, chatfora, facebook og politiske diskussioner på blogs og lignende steder.

Ham Peter Adolphsen!

Peter Adolphsens nyeste digtsamling er et katalog over forskellige verseformer. Digtsamlingen er original – og angiveligt skrevet sammen med en medforfatter, Ejler Nyhavn, der vist mest eksisterer på Facebook, bortset fra, at Ejler er med til oplæsninger sammen med Peter viden om land (læs: primært København).

Christel Wiinblad: Min lillebror

Jeg sad og kiggede forfatterskolens 2008-antologi igennem forleden og stødte på Christel Wiinblads navn, som jeg synes, at jeg havde hørt noget om, men jeg kunne ikke huske hvad det var. Hendes historie er, at hun har lavet en digtsamling til (eller om) sin lillebror, Jannick, efter han havde forsøgt at begå selvmord.

Kristian Bang Foss

Kristian Bang Foss’ bidrag til de seneste fem års litteratur kunne være et udsnit fra romanen “Stormen i 99″ (2008). Bogen nåede en vis medieomtale og opnåede at blive nedsablet i smagsdommerne, bl.a. af Erling Jepsen, der mente, at Foss var et eksempel på een, der gerne VILLE være forfatter. Det er vel ikke så ringe.